https://www.facebook.com/127606927760265/

Cathari v/Mette Holland, Longmont, CO (2026)

05/05/2026

Del 7 - Tower

Skriv i 7 dele

Som om rejsen ikke havde været blodig nok allerede, skulle jeg sørme også forbi Tower i London, og hjælpe en halshugget sjæl, som har kaldt på mig længe. Det nåede jeg om morgenen d. 26 april, før jeg fløj tilbage til USA. Jeg satte mig på en bænk, med front mod Themsen, og ryggen til St Thomas' tower - også kaldet traitors gate. Det er opkaldt efter Thomas Beckett. Ironisk nok var det Thomas More, jeg var der for at hjælpe. Begge blev de henrettet for at sige den engelske konge imod.

Jeg sagde de sædvanlige bønner, bad mestrene om hjælp, og forsøgte at tale direkte til Thomas. Efter lidt tid mærkede jeg et koldt vindpust, der kortvarig omhyllede hele bagsiden af min krop. Det tog jeg som et tegn på, at han var trådt ind i lyssøjlen og vendt hjem. Der kom et løft af spontan glæde, ligesom det kan opleves, når “jord-bundne” sjæle er lykkelige for at finde op i lyset.

Jeg takkede for hjælpen og skyndte mig tilbage til undergrundsbanen, lige i tide før London Marathon begyndte at krydse Tower Bridge. Jeg kunne allerede høre de høje tilråb og støjende instrumenter, der heppede på løberne.

I det mindste en festfyldt dag i London, som fin afslutning på en hård, men vigtig gralsrejse. Forhåbentlig den sidste af den slags for mit vedkommende!

Jeg fik også bragt min elver med hjem denne gang. Ham som har kaldt mig til Glastonbury, igen og igen. Sikke en tålmodighed. Dette var min 6 rejse dertil, på 9 år.

Jeg er møgtræt af, at det har taget mig så mange år at få alt hentet hjem. Mit menneske (og familie) har betalt en kæmpe pris for alt dette. Der kommer nok til at gå mange år, før jeg ved, om det har været prisen værd.

Men jeg ved også, at det var den eneste vej - at det er grunden til at jeg er i inkarnation. Og at det ikke kunne løses før nu, og af en eller anden grund var det vigtigt, at jeg rejste alene.

9 år med gralsrejser. 9 står for completion. Så mon ikke det er, som det skal være?

Alt dette er selvfølgelig min oplevelse af energierne, og livene. Min gralsquest. Jeg ved godt, det lyder skørt.

Jeg har valgt at dele det, i tilfælde af at det giver mening for andre. Mærk selv efter.

Hvad skal der så ske nu? Det aner jeg ikke.

I første omgang skal det forankres. Og så må vi se. Jeg håber på, at der skal tages hul på et nyt kapitel i livets bog. Om ikke andet, så håber jeg på, at mit “menneske” kan begynde at leve i 'the land of the living'.

Kh Mette

05/05/2026

Del 6 - WearyAll Hill og Solopgang

Skriv i 7 dele

Derudover skulle der på rejsen i år hentes et sjælsaspekt på WearyAll Hill, fra livet omkring Josef af Arimethea.

Jeg besøgte WearyAll 3 gange på turen, og oplevede hver gang en fredfyldt energi på stedet - som om det er let at tune ind i det rene kristus-lys. Det er tydeligt for mig, at Josef ankom til dette punkt, og blev mødt af lokale venner og bekendte, der forstod missionens betydning. Heriblandt den lokale konge, der gav Josef og hans følge et stykke land at bygge på.

Nogle mener, at deres bosættelse lå der, hvor the Abbey ligger i dag.

Endnu engang fik jeg følelsen af at ankomme på bakken, sammen med Josef, som bærer af et gralslys, der skulle beskyttes og holdes hemmeligt. Det var ikke kun Jesus, der bar et særligt lys og lære. Det var en lille kreds af essærer, der direkte eller indirekte var del af "familien".

Den jordiske version af Ridderne af Det Runde Bord blev etableret i den sammenhæng, som jeg ser det. De første gralsriddere gav deres løfte til Josef, der på bakken, som beskyttere af jesu lære og af kristuslyset. De blev the Guardians af 'Gralen.' Det var en fortsættelse af kristus-impulsens ankring på Jorden. "Arthur" er en titel som blev givet til lederen af det Runde Bord. Ligesom "Merlin" var titlen på den primære druide-leder.

Hermed er det lettere at forstå, hvorfor mange sjæle kan føle sig knyttet til legenden, og hvorfor der eksisterer så mange versioner af, hvad der skete i virkeligheden. Det vigtigste er, at vi går med de temaer, der bliver os vist. Hvad enten vi virkelig var del af historien, eller blot oplever det sådan via arketyper.

Af samme grund (Josef´s bosættelse i Glastonbury, oprettelsen af ridderne af Det Runde Bord) oplever jeg the Tor som en kristus-portal, når den fungerer optimalt, vel at mærke. For grundet de mange ley-lines, der krydser på the Tor, så er the Tor en portal, som der har været rift om gennem tiderne. Både mørket og lyset har kæmpet nogle kampe på dette sted. Det var et helligt sted for druiderne, og af den grund valgte mørket indimellem at slå præster og druider, og andre lyssjæle, ihjel på bakken. Derfor kan man opleve både lys og mørke, ved the Tor, alt efter hvilken tidligere livs erfaring man har med stedet. Abbeyens sidste biskop blev også hængt på the Tor tilbage i 1536.

Tilgengæld har elverne en stærk tilstedeværelse på dette sted, og de er guardians af Jordens Gral og en indre Kristus-Sol, som befinder sig inde i the Tor.

Heldigvis fik jeg en smuk solopgang den sidste morgen ved the Tor. De andre dage havde det blæst en pelikan deroppe, og man kunne ikke opholde sig i tårnet. Jeg var lidt skuffet over ikke at have haft mere tid med tårnet på toppen af the Tor, men tilgengæld kunne jeg dagligt sidde ved elverstenen, helt alene. Det er heller ikke nemt at komme hen til den. Men der var læ og sol!

The Tor var heldigvis i bedre humør den sidste morgen, og jeg følte, jeg fik taget en god afsked med stedet. Under solopgangen fik jeg følelsen af at den oprindelige kristus-impuls fra Orion nu kunne række ned til Jorden, og 'gå bedre i hak'. Med hjælp fra elverne i indre jord til at få impulsen ankret. Som en gylden impuls, der rakte ned og en grøn elver-arm energi, der rakte op - og så flettede de sig smukt sammen. Det føltes som om noget nu kunne komme igennem, fordi det forstyrrende filter/mørke var blevet fjernet fra Jorden.

Det gjorde mig glad og rørt. Selvom jeg jo primært var taget afsted for at redde mit eget stakkels menneske. Det er forhåbentlig OGSÅ sket…

Fortsættes...

05/05/2026

Del 5 - Arthur Christ, fønikeren og det kymiske bryllup

Skriv i 7 dele

Dagen efter Arthur var 'hentet', lagde jeg mig igen på elverstenen og oplevede nu en kontakt til Orion. Denne gang til et korsfæstet 'kristusbarn' på Orion, som jeg kalder Arthur Christ. Jeg fik en fornemmelse af, at han 'steg ned' fra korset, og smeltede sammen med sin dræbte fader og moder (fra det oprindelige Arthur-liv på Orion), og blev til 'den trefoldige flamme' som nu dalede ned, via en lyssøjle, til Jorden og ind i mit hjerte.

Det er jo subtile fornemmelser, den slags, men det er den eneste måde jeg kan beskrive oplevelsen på. “Gad vide om det var den impuls, elverne havde sagt, jeg skulle være bro for?” Først var jeg vældig forundret, og tænkte 'hvor fint!'

Men efter et par timer blev jeg ramt af den dybeste sorg, og derefter en urfrygt helt inde bagerst i solar plexus. Jeg forstod det ikke først, for alt gik jo som det skulle. Ifht rejsens formål. Men så slog det mig, at det jo netop var denne kristus-frekvens, der fik aktiveret alle de modkræfter og angreb,som vi har kæmpet med siden Orion.Jeg mærkede min allerdybeste urfrygt fra æoner tilbage - og som siden er blevet repeteret i adskillige jordiske inkarnationer, hvor vi også skulle passe på “Gralen”.

Det repræsenterede starten på alle vores problemer med mørket! Det var denne frekvens, der betragtedes som den største trussel. Den frekvens der for alt i verden skulle kvases og udryddes.

Jeg prøvede at berolige mit nervesystem og kroppen, og fortælle den, at det er nye tider nu. At det bagvedliggende mørke er sendt væk. Jeg bad elverne, the Green Man i grotten ved the White Spring, og Gwynn App Nudd hjælpe mig med at slippe frygten. Den sad dybt. Til sidst valgte jeg at gå i det kolde kildevand - det dybe basin bagest i grotten, hvor der er helt mørkt - i håb om at chokket kunne få cellerne til at give slip.

Jeg tror faktisk, det virkede. Jeg følte i hvert fald fred og ro, da jeg bagefter sad ved statuen af the Green Man. Netop dér havde jeg bedt mange bønner på denne tur….

Faktisk fik jeg også denne gang hentet et sjælsaspekt i grotten ved the White Spring - en mandlig føniker, der underviste i samme lære/impuls som Jesus, og som iøvrigt var en god ven af Josef, i de dage hvor Jesus kun var en ung dreng. Josef kom ofte til Glastonbury som handelsrejsende, og havde mange forbindelser i området. Det var også derfor, at han valgte at bosætte sig i netop Glastonbury efter Jesu korsfæstelse.

Fønikerens sandhed var så enkel, ren og naturlig, at han slet ikke havde opdaget, hvor meget det provokerede en af de magtfulde druideledere i området. Han blev snigmyrdet ved kilden - der hvor der nu er bygget en grotte. Det var vildt for mig at fornemme hvordan hans røde blod mixe sig med kildens vand. Jeg kom til at tænke på, at der findes to kilder - The White Spring, og The Red Spring - ved siden af hinanden i Glastonbury.

De sidste 24 timer på rejsen begyndte de indre poler at finde i forening. Fredag d 24 april fik jeg følelsen af det kymiske bryllup inde i en kirke, hvor jeg sad alene, bortset fra to kirketjenere der var igang med at lave en buket af hvide roser. Ligesom i Edinburgh Katedral for 3 år siden, mærkede jeg energien fra min guddommelige partner strømme ind oppefra, og fylde mit felt med fasthed, grounding og centrering. Denne gang forhåbentlig permanent!

Da jeg var færdig med at meditere, stillede tjenerne den færdige buket frem, og fortalte mig, at de blev nødt til at låse kirken af. Heldig timing. Jeg tog selvfølgelig et billede af buketten.

Jeg var i Glastonbury i 9 dage i alt, og arbejdede fokuseret og i stilhed hver dag. Det er lang tid - jeg havde håbet på at have tid til at nyde stedet, denne gang. Men nej, hver dag var guidet ifht hvor jeg skulle gå hen, og der var INGEN fred eller afslapning, til alt var udført. Hvilket selvfølgelig først skete den sidste dag! Typisk for gralsrejser!

Fortsættes...

05/05/2026

Del 4 - Arthur og Gwen

Skriv i 7 dele

Efter opgøret ved elverstenen kunne jeg fortsætte - lidt vakkelvoren - de følgende dage med de næste trin, som handlede om at få bragt mine mest traumatiserede sjælsaspekter hjem, og tilbage i forening.

Især Arthur og Gwen har givet udfordringer, selvom jeg har kendt til dem i over 10 år. Begge skulle de hentes i en mørk underverden, hvor mørket havde 'bundet' dem, efter deres død. De havde begge taget en stor skyld og selvbebrejdelse på sig. De følte, det var deres ansvar, at missionen lykkedes. Og da hekseringen dræbte dem, deres kære, og deres folk, tog de byrden på deres skuldre.

Der var en parellel til Atlantis kvinden der følte hun var skyld i at portalen blev åbnet. Selvom hun gjorde det i god intention.

Og en parellel til Cathari, katharkvinden, der flygtede med gralen, og følte at det var hendes skyld, at katharerne blev udryddet af inkvisitionen. Blot fordi hun bar et gralslys, som Mørket var ude efter.

Logisk ved jeg godt, det ikke var deres skyld. Ikke Atlantis kvinden, ikke Cathari. Ligesom det heller ikke var Arthurs eller Gwens skyld, at Camelot faldt til mørket. Men i de pågældende, meget voldsomme liv, må det have været svært at se.

Gwen havde ligeledes mistet et barn, pga forbandelserne kastet på hendes livmoder, og hun havde måtte give et andet barn væk, fordi hun levede på flugt, efter Arthur blev dræbt i et slag mod mørket. Hun var så skræmt, bange og i dyb, dyb sorg, at hun til sidst gav op. Ligesom Cathari og Atlantis kvinden også gjorde.

Gwen blev fanget kort efter, og hængt på the Tor.

Mørket sørgede for, at binde dem fast i underverdenen, via sort magi, så de ikke 'bare' kunne rejse sig igen.

Det var altså ned i den underverden, jeg var nødt til at dykke for at lokalisere Arthur og Gwen. De befandt sig i forskellige rum, så det var én af gangen. Og det føltes bestemt ikke som 'givet', at det ville lykkedes.

Det tog da også utallige forsøg, og 'taler' til dem begge, før de trådte ind i lyssøjlen, og vendte hjem til oversjælen. Forarbejdet startede på rejsen i 2025, hvor jeg opdagede hvor galt, det egentlig stod til med dem. Dog uden at forstå hvorfor. Så det har været MANGE meditationer, healinger, og indre samtaler, før jeg følte, de 'hørte' mig.

Arthur fik jeg til sidst hentet inde i the Abbey, efter en hel dag med fokuseret meditation og energiarbejde, ved den oprindelige grav, den officielle grav, og i et af kapellerne, dedikeret til Thomas Beckett.

Dette skete d. 22 april. Herefter mærkede jeg et signifikant skifte i energien. Og modtog flere 'tegn' på at der var sket noget vigtigt.

Det er forudsagt at Arthur vil rejse sig igen, når Jorden har brug for ham. Nu må vi se.

Gwen fik jeg hul til hjemmefra, og det var en stor hjælp, ifht at trænge igennem til Arthur. Det var i sidste ende hendes lys, der fik ham til at lytte. Hvilket var rørende at 'se'.

Det sidste omkring Gwen kom på plads på the Tor, hvor det viste sig at hun var blevet hængt. Det gav mig en forståelse for, hvorfor jeg reagerede så voldsomt på en ubehagelig situation på the Tor i 2019, da vi rejste med en stor gruppe. Det var følelsen af en 'ofring' på bakken, og et målrettet angreb på det Guddommelige feminine.

Elverne havde heldigvis taget imod Gwens gralslys, og vogtet det, indtil jeg var klar til at hente det. Det var dog først den sidste morgen på the Tor, jeg følte det kom på plads i mit felt igen.

Fortsættes...

05/05/2026

Del 3 - Opgøret ved elverstenen

Skriv i 7 dele

D. 15-26 april 2026 vendte jeg tilbage til Glastonbury. For første gang alene. Jeg havde med vilje holdt rejsen hemmelig.

På rejsen fik jeg endelig de afgørende brikker til at bringe de sidste sjælsaspekter hjem i lyset. Men det krævede først et opgør med det gamle Mørke fra Orion.

The Tor fungerer som en stor spiral, der samler skidt og kanel op mange steder fra, og sender det væk via en portal.

Så da de mørke energier angreb, igen, de første nætter i Glastonbury, gik jeg søndag morgen (d. 19 april) til elverstenen på the Tor, og bad dybfølt Elverfolket og alle de guider, ærkeengle og mestre, jeg kender, om hjælp, til at få dette mørke sendt væk fra Jorden. Eller så meget af det som muligt.

Især Elverfolkets leder Gwyn ap Nudd er en heftig herre i den sammenhæng, med en direkte forbindelse til Orion. Og jeg følte hans hjælp var afgørende i dette arbejde. Han er 'leader of the wild hunt' og står basically for 'karmic and cosmic justice'.

Det blev til nogle dage med meget sorg, angst, oppe at vende. Dette mørkevæsen, som jeg her bad om at få sendt væk, havde 'jagtet' mig og andre lyssjæle siden missionens start på Orion.

Det fik adgang til Jorden tilbage i Atlantis, da en gruppe mørke magikere og præstinder (hekseringen kalder jeg dem) åbnede en portal og inviterede det ind. Den begivenhed var jeg vidne til i det pågældende Atlantis liv - jeg blev narret til at hjælpe dem med at åbne portalen. Da jeg opdagede, hvad de kaldte ind, i vores smukke jord, ødelagde det mig totalt.

Derfor er denne kamp dybt personlig for mig. Min sjæl var ligeledes del af missionen i Orion, og var en gralsbærer. Så jeg/min sjæl har oplevet på 'egen krop' hvor ondskabsfuldt og målrettet, dette mørkevæsen er.

Mørkevæsnet, som mest ligner en stor sort blæksprutte med lange fangarme, kunne arbejde igennem de sjæle i hekseringen, som bevidst eller ubevidst havde givet lov til det. Ligesom tråde, der forsøgte at indfange og sætte kroge i dem, som arbejdede for Lyset. Eller på andre måder hægte sig fast på andres lys, dræne lyset, og udslukke det.

Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange liv, det lykkedes for det mørke at stoppe os, henrette os, 'korsfæste' og torturere os.

Det er mit indtryk, at det har haft konsekvenser for mange sjæle, og tidslinjer, og for hele menneskehedens naturlige udviklingsbane.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om alt det bagvedliggende mørke nu er væk, men noget, som havde 'kroge' i mig, blev ret tydeligt 'trukket' ud, om natten efter slaget ved elverstenen.

Det er noget jeg har arbejdet på og bedt for i årevis. Så hvad der præcis gjorde forskellen denne gang, ved jeg ikke. Jeg tror egentlig bare, tiden var 'inde'.

Det føltes som at have fjernet en tråd i en meget indviklet knude, og pludselig opløses hele knuden, på tværs af flere liv.

Pludselig kunne brikkerne omrokeres og falde på plads, hvor de hørte hjemme.

Fortsættes....

05/05/2026

Del 2 - Den mørkeste nat og kaldet tilbage

(Skrivet er delt i 7 dele)

På rejsen sidste år stødte jeg på et kvindeligt aspekt af mig selv, der stod fanget i en mørk underverden. Jeg forsøgte at lede hende ud, ved at tage hende ind imit felt. Men lettere sagt end gjort. Det fik aktiveret de mørkeste lag. De lag som skulle hindre at jeg fandt tilbage til mit lys. Og til gralens lys.

De sidste 10 måneder har føltes som en kamp for livet - mit helbred og min forstand. Og jeg har tænkt mange gange, at alt var tabt.

Midt i det mørke kom der et nyt kald fra elverne. 'Kom tilbage til Glastonbury. Og kom alene!'

Elverne lovede beskyttelse, og understregede, at tiden var inde til et afgørende slag. Derudover påpegede de, at jeg skulle være bro for en impuls, der skulle til Jorden.

Den sidste del med at være en bro, tænkte jeg måtte være op til guiderne. For jeg hang kun i med de yderste af fingerspidserne. Hvis jeg rejste igen, var mit primære formål at redde mig selv. For jeg havde aldrig følt mig længere fra mig selv og mit formål.

Indimellem, i løbet af de sidste 10 måneder, blev jeg forstyrret om natten af mørke energier, der ligesom en vortex slyngede mig væk og ud af kroppen. Det var de samme energier, som havde låst det kvindelige sjælsaspekt fast i den underverden. Det er det meat ubehagelige jeg nogensinde har prøvet. Jeg genkendte energien, fordi det var den energi, der havde spoleret rejsen i 2025, og som havde holdt mig søvnløs om natten - i mere end 6 uger i træk. Indtil alle var nervøse for, at jeg skulle indlægges på den lukkede, hvis det fortsatte.

Så galt gik det heldigvis ikke. Men det var bekymrende. Og når energien indimellem kom ind om natten, efter rejsen, kunne jeg gå fuldstændig i panik. For jeg vidste instinktivt at det var alvor. Derudover kæmpede jeg dagligt en kamp for mit fysiske helbred. Alle sunde tiltag - og jeg satte ind på alle fronter - kunne ikke følge med i den hurtighed af forfald, der fandt sted. Intet hjalp. Jeg var bogstavelig talt ved at drukne. Og dødsens træt og udmattet, hele tiden.

Det stod værre til, end jeg kunne forklare nogen. Jeg modtog healinger op til rejsen, men det bekræftede primært, hvor 'out of alignment' jeg var. Der var ingen løsning at finde. Især mit halschakra var helt skævt. I perioden op til rejsen fik jeg lov at se, hvor mange gange, min sjæl var blevet henrettet på brutal vis - og det var chokerende flere gange, end jeg havde regnet med, eller 'set' før.

Fortsættes...

Kanaliserede tegninger/beskeder fra Elverfolket ang. rejsen. Via Betina ❤️💚

05/05/2026

Del 1 - Gralsrejserne og the Orion Chist

Langt skriv som er delt op i 7 dele. Læs kun med, hvis du er oprigtig interesseret. Advarsel: mørke emner.

Da gralsrejserne tog deres begyndelse, tilbage i 2017, i Glastonbury, anede jeg ikke, hvad det handlede om. Jeg mærkede bare 4-5 tidligere liv, som 'kaldte' på mig.

Jeg kunne godt mærke disse liv havde været voldsomme, men jeg fik ingen detaljer. Jeg fik blot 'vist' glimt fra livene, og hvor jeg skulle lede efter de 'afspaltede' sjælsaspekter.

Jeg kom dengang i kontakt med et Elverfolk ved the Tor. Hver dag på rejsen oplevede jeg, at de arbejdede energetisk med mig ifht min indre gral og balancen mellem feminin og maskulin. Energien føltes hjemlig hos disse elvere. En maskulin elver, især, kaldte så intenst, at det trak helt fysisk i hjertet.

Efter denne første rejse blev det til en serie af rejser. Montségur, Montserrat, Egypten, og Skotland. Og adskillige ture til Glastonbury, Avebury og Tintagel.

Et tema, som gik igen på rejserne, var forståelsen af en mission, som startede i Orion: at indføre kristus-lyset i denne galakse. Lyset skulle afhjælpe et ondsindet mørke der var ved at overtage kontrollen. Og dette var ikke i overensstemmelse med den guddommelige vilje og plan for denne galakse.

Som jeg ser det, stammer legenden om Kong Arthur og Merlin, ridderne af det Runde Bord, og den hellige gral herfra.

Det var Missionen om the Orion Christ.

En galaktisk 'heksering' arbejdede for Mørket i Orion, og angreb med sort magi alle, der var del af missionen. Merlin og Arthur blev slået ihjel, og Guinevere's livmoder blev forbandet, i håb om at hun ville tabe det barn og det gralslys, hun bar.

Dette drama er blevet repeteret her på Jorden. De samme sjæle inkarneret igen og igen. Der hvor lyset har forsøgt at gøre indtog, gjorde Mørket en ihærdig indsats for at lukke missionen ned.

Siden Atlantis, har dette Mørke stået bag de værste begivenheder i menneskehedens historie, inkl. Atlantis' fald, jesu' korsfæstelse, katharernes og tempelriddernes udryddelse, tortur og inkvisition, mm.

Det arbejdede især målrettet efter at lukke de sjæle ned, som stod for lys og sandhed.

Her lå også årsagen til, hvorfor så mange af mine sjælsaspekter 'sad fast' i traumer. Det var ikke småting, der var sket i de tidligere liv, og det var heller ikke traumer, der nemt lod sig heale. Nogle af disse liv har jeg måtte heale på i lag, under hele gralsrejse-forløbet.

Fortsættes...

05/01/2026

Beltane

Beltane betyder 'bright fire', navngivet efter den keltiske sol-gud Belenus.

Beltane er fejring af foreningen mellem det feminine og maskuline i os, hvilket aktiverer en højere kærlighedsbevidsthed i os (kristusbevidstheden - når vi er klar til det, vel at mærke).

Beltane skruer op for vores gudsflamme (den indre sol-ild) og støtter os i at stå i vores lys. Det er en befrugtning af landet, og vækkelse af livskraften.

The Green Man and Woman er et symbol på opstandelseskraften i naturen og i os. De repræsenterer 'The Spirit of the Land'.

D 5 maj kl 18-19 holder vi online-session i Camelot gruppen hvor vi skal arbejde med Beltane/Green Man energien, Elverne ved the Tor, og den indre forening.

Det koster 144 kr at være med.
Tilmeld ved at skrive til mig, og overfør til reg 3618 konto 8611825081.

Kan også tages på replay.

Kh Mette

04/26/2026

Beltane og befrielse

Første maj fejres Beltane, som er den keltiske version af det guddommelige bryllup - forening af the Green Man og Woman, samt forening af vores indre maskuline og feminine pol.

Det symboliserer en befrugtning af landet, og en åbning af livskraften.

For mig betyder denne del ekstra meget i år.

Her i slutningen af april har jeg tilbragt 9 dage, alene, i Glastonbury. En hemmelig rejse i stilhed og en endelig afslutning på den serie af gralsrejser, der startede i netop Glastonbury for 9 år siden i april 2017.

For mig handlede det om at få de sidste sjælsaspekter sat fri og integreret i oversjælen. Det var også et endeligt opgør med nogle ældgamle kræfter fra Orion, som har søgt at hindre lys-kærlighed i at få fodfæste her på Jorden, og i galaksen.

For mig var det End Game. Det SKULLE på plads denne gang. Og sættes fri. For siden rejsen sidste år, hvor jeg fik kontakt til et tidligere livs-aspekt, som stod fanget i en mørk underverden, har det føltes som om jeg kæmpede for mit liv og min forstand.

Så det var nu eller aldrig. Det blev heldigvis til NU.

9 dage med benhårdt arbejde. Der var mange trin, der skulle gås, og brikker der skulle lægges i rigtig rækkefølge. Denne gang fik jeg de sidste brikker og pludselig gik puslespillet op.

Jeg fik frisat det, jeg skulle, og fik andre dele af mig selv ankret og hentet hjem. Noget kom i forening. Noget nyt skal til at spire. Jeg ved ikke hvad. Jeg ved bare, at den 'opstandelse' fra underverdenen var længe ventet.

Der blev sendt noget gammelt mørke væk fra Jorden. Og der blev ankret en ny kosmisk impuls.

Det føles som Game, Set, og Match.

Elverne under the Tor var en stor hjælp på rejsen, ligesom det var dem, der i sin tid gav mig kaldet til den indre gralsquest.

D 5 maj kl 18-19 holder vi session i Camelot gruppen hvor vi skal arbejde med Beltane energien, Elverne ved the Tor, og den indre forening.

Det koster 144 kr at være med. Tilmeld ved at skrive til mig, og overfør til reg 3618 konto 8611825081.

Kan også tages på replay.

Kh Mette

03/31/2026

Glastonbury Tor

I Camelot-gruppen arbejder vi disse måneder med kristuslyset og energien fra Glastonbury Tor.

The Tor er Jordens hjertecenter og her mødes mange af Jordens energilinjer, bl Michael og Maria-linien.

Inde i bakken findes en portal til indre jord, Jordens Gral, og til elver-riget.

To hellige kilder udspringer ved foden af bakken, kaldet the White Spring og the Red Spring.

Stedet summer af energier og legender, og især naturen føles meget levende i Glastonbury.

Mange har haft tidligere liv i området, som selv på Jesus tid og længere tilbage var et samlingspunkt, for druider og pilgrimme.

Bla fortælles det at Josef af Arimethea kom til Glastonbury som handelsmand, og at han indimellem bragte den unge Jesus med sig. Efter korsfæstelsen bosatte Josef sig i Glastonbury, med et følge, og er kendt for at være den symbolske grundlægger af Glastonbury Abbey, som er Englands ældste kloster og som huser King Arthur's gravsted.

Kristus-lyset er stærkt til stede i området. Og efter vores sidste session fik vi tændt en stærk lyssøjle, hvor lyset flyder mellem Guds Hjerte og Jordens Hjerte, via the Tor.

Næste gang i slutningen af april, arbejder vi videre med Arthur legenden, Beltane (indre bryllup) og elverne under the Tor.

Skriv hvis du vil være med.

Kh Mette

144 kr pr gang. Live video med replay i én måned. Det er stadig muligt at tage sessionen fra igår på replay. Det virker ligeså fint på replay.

Reg. 3618 konto 8611825081

Cathari v/Mette Holland

05/05/2026

05/05/2026

05/05/2026

05/05/2026

05/05/2026

05/05/2026

05/05/2026

05/01/2026

04/26/2026

03/31/2026

Address

Website

Alerts

Contact The Business

Shortcuts

Share