Cathari v/Mette Holland

09/21/2026

Gralslyset og Excalibur-kraften

Her et skriv fra en gralsrejse til Skotland i 2023. Selvom rejsen fandt sted for 3 år siden, sidder jeg med en følelse af at energien derfra kommer til at udfolde sig, for alvor, nu og i tiden frem.

Jeg har forkortet det oprindelige skriv, som var vældig langt. Det er dog stadig langt, hvilket er typisk for mig. Tak fordi l bærer over.

Skotland 2023

D. 12 september er selve arbejdet ved Loch Ness. Ib og Stann har nu joinet vores lille gruppe. Vi har en ambition om at låse katharernes gralsenergi op, som blev lagt til hvile på stedet mere end 700 år tidligere.

Alle i gruppen har en stærk forbindelse til det pågældende kathar-liv fra Montsegur. Jeg, som Cathari, skulle bære energien i sikkerhed. Og Pernille fulgte mig hele vejen, med hendes solide tempelridder energi. Ulla, Ib og Stann var også del af det liv. Det var et farligt liv, hvor mange ofrede meget for sagen, og for gralsenergien.

Ved Urquhart Castle ved Loch Ness går vi i to meditationer. Først tunes vi ind. Ib mærker han skal yde beskyttelse til mig, og ser et indre syn af Cathari der ankommer i en båd til det tempelridder sted, der lå der på den tid (før den nuværende borg).

Som jeg oplever det, lagde hun gralsenergien fra sig, da hun senere døde i en hule, der nu ligger under søens overflade.

Vi oplevede meget drage-energi i søen, og så mange spændende krusninger på overfladen. Det er en magisk og dyb Loch.

Ulla ser, at for at gralsenergien kan låses op, skal vi alle fem sætte en indre nøgle i samtidig. Først beder jeg om adgang hos dragevogteren, og bekræfter vi kommer i gralens, frihedens og kærlighedens navn.
Energien bouncer imellem os, som en femtakket stjerne, og til sidst får vi alle sat nøglerne i! Først skulle vi scannes og godkendes af Gralens vogtere, bl.a. Kong Arthur. Kun sjæle med de rette koder og en ren intention kommer forbi.

Herefter blev en smuk kærlighedsenergi frisat til Jorden. Selvom vi kalder den katharernes gralsenergi, så er der en direkte linje tilbage til den kærlighedsenergi Jesus åbnede til Jorden, og helt tilbage til det oprindelige kristusprojekt på Orion.

D. 13 september er en tung dag for os alle. Ulla, Pernille og jeg er trætte ovenpå en uges nonstop energiarbejde (vi var i England, før Skotland). Men det lykkes alligevel at komme til Rosemarkie Fairy Glen, hvor der skal ske en integration mellem Arthur og Merlin energien. Stann mødes i skoven af Merlin, og ved selve vandfaldet skal Stann og jeg stå, indtil en portal åbner sig, og Arthur Christ træder ud gennem portalen. Stann gør mig opmærksom på, at Arthur har stillet sig ved siden af mig, og jeg skal træde ind i hans felt.

Vores besøg i Fairy Glen handler også om at rense en mørk forbandelse, der havde lagt sig over skoven og bundet stedets naturvæsner, for århundreder tilbage.

Efter besøget i Fairy Glen kører vi til en gammel stensætnings-gravplads, Clava Cairns. Den har lagt inspiration til Outlander serien. Vi er trætte og kolde, men vi gør hvad vi kan for at rense det sted, også. Ulla sætter en lyssøjle op, så forvildede sjæle kan finde op i lyset. Sjæle som blev tvunget i kamp for en sag de ikke troede på. Jeg kommer straks til at tænke på Culloden slaget i 1746.

D. 14 september kører vi til Rosslyn Chapel og Castle. Den føles som et kærlighedstempel. Mig og Pernille sad længe og modtog rødt og blåt sollys fra et af glasmosaik vinduerne. Jeg følte mig godt hjemme, og følelsen blev tidoblet, da vi gik ned i skoven til den gamle borg.

Sinclair familien har ejet området siden 1070.

Stann oplevede lidt blandet i Rosslyn Chapel, bl.a. en sværdkamp mellem forskellige fraktioner af korsriddere. De var uenige om den 'sande' lære, samt hvordan og hvornår den skulle spredes til folket.

Samme aften går vi til Arthurs sæde i Edinburgh og sætter arbejdet igang der. Igen bouncer lyset mellem os i en femstjerne, og Excalibur sættes begyndende ned i sædet.

Senere på aftenen oplever vi at Arthur og Merlin vil igennem igen. Vi tuner ind og mærker en kobling mellem tre stjernesystemer. Orion, Arcturus, og Sirius, vil jeg tro.

Herfra sættes Excalibur med stor kraft ned i selve Jordkloden. Det er en syret oplevelse. Vi mærker at Excalibur-kraften med sit kraftfulde lys begynder at løfte og heale de mørke tåger, der i tidernes morgen blev bragt fra Orion til Jorden.

Orion var den kampplads, hvor et massivt mørke via en flænge nær havde overtaget kontrollen med vores galakse (som jeg ser det). Kristusimpulsen og gralslyset blev herefter sat igang på Orion i samarbejde med den galaktiske Kong Arthur, Merlin og ridderne af det runde bord. Andre 'merlin-studerende', rådgivere, kosmiske konsulenter, præster og præstinder var også involveret.

Næste morgen, d. 15 september, går vi op til et gammelt kapel på Arthurs sæde. Det skal renses, da der har fundet misbrug af sort magi sted. Pernille mærker, at hun blev skubbet derop, helt afkræftet, efter fangenskab og nedlukning via urter af hendes organer. Hun blev som korsridder korsfæstet på stedet, i et forsøg fra det mørke broderskab, på at stjæle hendes lys og viden.

Da alt er renset op, stiller vi os i en cirkel og skal igen via de indre nøgler låse op for en energi, der har ligget i en låst kiste under jorden på stedet. Herefter får Ulla den smukkeste kanalisering ind til os.

Stann må kort efter afsted til lufthavnen. En god afslutning for vores femstjerne.

Herefter begynder regnen. Jeg tilbringer aften og eftermiddagen i Edinburgh Katedral. Der skal ske yderligere integration af Arthur energien. Først strømmer det ned oppefra, og så er det som om energien sætter sig ved min højre side, og begynder at bevæge sig ind i mit felt fra siden af, som et mønster der skal gå i hak. Jeg oplever det som de to cirkler i Vesica Pisces, der forener sig til ét. Det har jeg ikke prøvet på den måde før. Til sidst føles mit felt så fyldt ud, at jeg kortvarig overvejer om jeg mon kan rumme energien. Men det lykkes, og perfekt timet begynder et symfoniorkester at spille i kirken, altså 'in real life', ikke kun i ånden...

D. 16 september kæmper de 4 tilbageværende sig op på toppen af Arthurs sæde, stadig i regnvejr! Det er glat og en heftig klatring til toppen på våde sten.

Her samler vi os og energien bygges op. Jeg har på vejen op opbygget en solid kvalme, som først aftager igen, da jeg får sat Excalibur fuldt ned i sædet, sandsynligvis med hjælp fra Arthur energien som blev integreret i katedralen aftenen før.

Selve den del går overraskende hurtigt, og jeg siger en stille bøn for, at alle må modtage, det de har brug for, fra energien på rejsen. Derefter går jeg rundt på bjerget for at få energien ordentligt ned i mig og i jorden. Og for at få varmen! Jeg har det med at blive kold, og ryste lidt, efter et større energiarbejde, så regn og den stærke vind på toppen af sædet er mere, end jeg kan klare.

De andre bliver siddende lidt længere på toppen og healer med energien.

Arthurs sæde er iøvrigt en gammel vulkan, 340 millioner år gammel!

Tilbage på hotellet laver vi en afsluttende ceremoni, hvor vi føler gralsenergien og gralsrosen folde sig ud.

Derefter smutter vi på Calton Hill og tager billeder af Arthurs sæde. Da vi tager afsked samme aften, triller tårerne ned af kinderne på mig.

Det har været en fantastisk rejse!

I flyet på vejen hjem bliver jeg syg igen. Det føles som en massiv udrensning. Arthur energien kommer igen ned, og grounder mig solidt, så jeg kan klare resten af turen hjem. Imedens får jeg indre billeder af Arthurs sæde der går i udbrud, og spyer gammel sort energi væk fra sædet, og fra Jorden!

Kh Mette

Kanalisering Ulla:

Ruiner ved Arthurs sæde, Edinburgh.
"Vi samler energien endnu engang i den 5 takkede stjerne. Vi er et med moder jords indre, agarta energi, lys og kærlighed og det højst guddommelige i universet, Kristus lys og kærlighed , connected to the stargate.
Energien flyder som en kraftig lyssøjle op og ned samt på tværs. Nord, syd, øst , vest uanset verdenshjørne og hvilket sted du er placeret. Dreje rundt som en tredimensionel diamant, der skinner i regnbuens farver.
Den gyldne kiste skal låses op af os med et rent og kærligt hjerte. De 5 gyldne nøgler placeres i kisten til hvert verdenshjørne og øverst på låget, det foregår med synkronitet og nedtælling. 1, 2 3 drej, hvilket skal ske 3 gange.
Låget går stille op med et fantastisk lys, sommerfugle og guldsmede i alverdens farver samt i guld, sølv og kobber, flyver i en uendelighed omkring dig, den lysende dragevogter stråler sit magiske lys ud over det hele, enhjørningens magi og power frisættes i dig, lysets gyldne gral placeres i dit hjerte, hvor aspekter af Arthur og Gwen, det feminine og maskuline integreres i dig. Du har nok i det, men du er også velkommen til at nyde det fysiske liv, blot accepter og se positivt, kærligt, glædesfyldt på tingene. Alt vil fremover være lettere i kærlighed, lys, overflod, taknemmelighed, fred og velsignelse. Du har hermed modtaget den gyldne nøgle og gralsforbindelse til at livet bliver lettere og mere kærligt , så det vil smitte og stråle ud af dig til dine nære og omgivelser.
Tak❤️😘'

08/22/2026

Oahu

Det har altid været en drøm at komme til Hawaii. Jeg ser de øer som del af det gamle Lemurien, og igangsættelsen af lysets plan på Jorden.

I anledning af 20 års bryllupsdag lykkedes det min mand og jeg at komme afsted.

Rejsen føltes samtidig personlig, ifht min indre proces. Som om den skulle markere starten på et nyt kapitel, en overgang fra gralsquesten, som blev afsluttet i England i april, til...???

Det finder jeg ud af...

Og Oahu - hvor Honolulu og Pearl Harbor ligger - VAR virkelig smuk. Naturen var varieret, alt efter hvilken del af øen vi besøgte.

Dog følte jeg mig ikke så 'hjemme', som jeg havde troet, jeg ville. Jeg formåede ikke at forbinde mig ordentligt med den fine natur, og fysisk var jeg ret utilpas. Følte mig nærmest gravid.

Vi mistede halvanden dag pga orkanen Lala, hvor vi måtte blive på hotellet, og i dagene efter tog det øen lidt tid at komme tilbage pga mudder, store bølger, og vandet var ikke så blåt som normalt, mm. De vandfald, vi havde håbet at bade i, blev lukket for svømning, og vi kom til at hike en del i mudder, generelt.

Nu skal jeg ikke beklage mig. Vi var heldige, at vi overhovedet nåede frem, inden stormen ramte, og flyene blev aflyst.

Heldigvis fik vi gode dage til sidst. Vi fik set solopgange og solnedgange, og badet i havet. Vi gik op af gamle vulkaner og fik set de dramatiske, stejle, grønne, vulkan-klippesider, og regnskovsagtige natur.

Vi besøgte Pearl Harbor og USS Arizona Memorial (det skib som eksploderede med 1177 dræbte til følge).

Alt i alt var det en god ferie. Men der var også en snert af skuffelse - Lemuriens energi kunne jeg fx ikke mærke. Civilisation, tung traffik, og turisme på den ikke kønne måde, overskyggede.

En aften, hvor jeg var lidt trist over netop det, lykkedes det i meditation at mærke Oahu's ånd. Det hjalp på humøret. Han virkede tålmodig med, at civilisationen er på det stadie, den nu er. For det er jo bare et stadie. Og sådan er dét. Det går over igen.

Selvom jeg måske husker noget 'bedre' fra Lemurien, skal jeg jo ikke dømme det nuværende stadie. Jeg skal bare holde fokus på egen proces og opgave, so to speak.

Jeg fik følelsen fra Oahu, at selvom jeg ikke 'genkendte' Lemurien, så VAR jeg på rette ø. Han bekræftede, at han gerne ville hjælpe min healings-proces.

Processen, tror jeg, er en dybde renselse af alt det, der skete dengang i Orion, og som har været et tilbagevendende tema gennem mange liv, gennem gralsrejserne og min personlige healing. Det skal slippes nu, så jeg kan gå videre, uden den krog, der trækker nedad.

Det Oahu, og vandet omkring Oahu, skulle hjælpe med, var en form for afstødelse af det gamle 'foster'. Og renselse. Jeg føler ikke, det kunne ske før nu - der var en naturlig rækkefølge i hvordan og hvorledes. Bl.a. England turen var et afgørende skridt / opgør, der skulle tages først.

Efter min 'snak' med Oahu på stranden, gik jeg hen for at skylle sand af tæerne. Og kom til at dreje håndtaget for meget, så alt mit tøj blev vådt istedet, i en ret kraftig vandstråle! Da jeg kiggede forskrækket op, stod min mand på fortovet og grinede. Det havde vist set sjovt ud.

Jeg kunne næsten mærke Oahu grine også, sådan a la: 'Tag det ikke så tungt, det skal nok gå, aloha!'

Dagen efter 'snakken' var vi i Hanauma Bugt, som er et smukt naturreservat med koralrev. Med udsigt til vulkan Koko. Jeg følte, det lykkedes at få sluppet noget, den dag. De sidste par dage gik alt i hvert fald lidt lettere.

Rejsen skal lige fordøjes, og mon ikke indsigterne indfinder sig derefter.

For nu, blot et stort tak til Oahu for hjælpen.

Kh Mette

Billeder i kronologisk rækkefølge. Det første billede er fra ankomst lørdag d. 15 august, udsigt fra vulkan Diamond Head. Derefter billeder fra mandag-fredag, efter stormen havde passeret.
Jeg kunne desværre ikke sætte tekst under billederne.

08/03/2026

Lion Gate og sværdet i stenen

Lion Gate er en periode med transformation og opgradering, hvor der strømmer lys og støtte fra Sirius, den åndelige sol bag Jordens udvikling.

Vores sjæl og højere essens skal groundes i kroppen, før der åbnes for højere bevidsthed.

Lion Gate og Sirius energien er særligt egnet til at hjælpe os i den proces. Samtidig hjælper de os med at stå i eget lys og få os bragt i balance.

Jesu lære havde et dybt element af den indre alkymiske proces, kaldet det kymiske bryllup, eller sacred union: det er foreningen af vores indre poler. Det maskuline og det feminine.

I mine øjne, er dette læren om den hellige gral. The Kingdom is within, og kan kun findes indeni. Vi har et indre lys, og en indre gral, som er kun vores.

Jo længere vi kommer på vejen, jo mere bliver vi gradvist klar til den store fødsel.

Martinus beskrev om denne fødsel, hvordan et lysende kristusvæsen gik ind i ham, og igangsatte en transformation, samt åbning til kosmisk bevidsthed. Andre mystikere har beskrevet følelsen af et bryllup med Kristus.

En sådan aktivering sker, når vi er klar til det.

Det svarer til at hive sværdet op af stenen. Alt er healet, alt er hentet hjem, og vi er klar til at leve vores lys og formål, autentisk. Samt stille vores gralslys til rådighed for helhedens bedste.

Martinus fortalte, at vi alle på et tidspunkt når dertil i vores udvikling, hvor vi kan bære kristus-bevidsthed. Så begynder vi at se livet med kærlighedens øjne og forstå Guds plan bag alt.

❤️🧡💛💚💙💜

De næste tre gange i Camelot gruppen, kommer vi til at fokusere på Sirius, løft i frekvens og aktivering af vores oprindelige guddommelige design.

11 august: Lion Gate portalen på Sirius. Sananda, Lady Sirius, Martinus, og Ashtar.
Løft i frekvens. Ankring af stjerne-HJEM-energi. Aktivering af sjælsformål.

1 september: Lemurien og Agartha. Sanat Kumara, Serapis Bey, Lady Gaia og Adama.
Align til kildens rene, hvide lys og 'the emerald-green light of the Divine Motherland'.

22 september: Det oprindelige Avalon og Camelot. Sananda, Arthur Christ, Elverfolket og Sanat Kumara.
Aktivering af den indre gral og kristusbevidsthed.

Skriv til mig, hvis du ønsker at deltage. Det koster 444 kr for de tre gange. Afholdes live kl 18-19 på de pågældende dage, og kan tages på replay i en måned efterfølgende.

Kh Mette

Billede lånt fra nettet, fra en klassiker blandt tegnefilm.

07/07/2026

Som l måske ved, har jeg også en side hvor jeg skriver på engelsk; Cathari- Light of the Grail.

Temaerne er de samme, men alligevel kommer der andre aspekter frem end på den danske side.

Jeg har netop lagt et skriv i 4 dele om England rejsen i april. For at læse alle fire, skal l trykke ind på selve siden.

Det er muligt, at Facebook laver en automatisk oversættelse til dansk, men da jeg er lidt sprognørd, ville jeg foretrække, at det engelske læses på engelsk, og det danske på dansk. Kvaliteten af de automatiske oversættelser er nemlig ikke altid lige god.

Jeg håber l vil give siden et like og følge med derinde.

Kh Mette

Grail Quest

(In English - there are four parts to this story)

Sacred Union (part 4)

The best part about the trip, after the battle and in particular after the second visit to the Abbey, it felt like the purpose of the trip could no longer be derailed. The energies of my divine masculine was once again reintegrating into my auric field. I was feeling more solid by the day, and more in balance than l had been for a long time.

This meant that energy was moving freely and my inner poles connecting in sacred union, which is an important element of our evolutionary journey into higher consciousness. This is what calls in our christed self, when we are ready. It is a gradual process, but one that is destined for all souls evolving on Earth.

The next day, after the Abbey, l returned to the elven-portal and laid down again. This time to connect back to galactic Camelot. I have long felt that a part of my spirit had been crucified there, when Camelot fell. It was time to call this part of myself to Earth, to make this higher frequency or grail light available. During the meditation l sensed a crucified christed being rise up from the cross and merge with my divine feminine and my divine masculine (his father and mother) - all three aspects merged into one. I sensed them as the threefold flame, which then floated down through a pillar of light and landed in my heart.

I sensed, however, that this frequency which landed in me was not to be born quite yet. But eventually it will birth a higher version of myself. We'll see how and when. Currently l don't know.

I first became aware of the stages of sacred union, back in 2019. At Tintagel. Until then it had been theoretic for me, and frankly a concept that l considered 'hyped', especially when spiritual people talked about twin-flames. To me, sacred union was an inner process, not romantic at all! We must become souvereign in ourselves.

This is of course true. We must become souvereign in ourselves. But it surprised me the first time l realised felt that there is more to it than that.

I remember sitting by the cliffs of Tintagel, and simply sobbing, because my heart had opened spontaneously and l felt a soul (in spirit) beside me that felt deeply familiar. A love and belonging that ran deeper than anything l know from Earth.

This experience started an inner transformation. Each subsequent grail travel seemed to bring a new aspect of this energy, and over time, in stages, it altered my experience of life: l became grounded, felt safe, my nervous system relaxed, my vitality and well-being increased, my relationship to my family improved, and l started to enjoy life for the first time in this lifetime.

My perception of life seemed to flow from a higher perspective. It felt so sound and solid, that l felt l had reached the goal of the spiritual journey: to be fully soul-embodied!

Clearly the twin-flame energies serve as a catalyst for our inner sacred union process!

Back then, l thought this new state of consciousness would stay with me permanently. But of course it didn't. It had merely been a taster.

When we moved to Colorado the following year, the grounding left, and only returned for brief visits now and then.

For years, I have felt very little from the energies of my divine masculine. l was starting to think it would never return.

For that reason, it was with great relief that l felt the energies flow again, on the recent trip. The 2025 journey had been a dissapointment on that subject. I had expected it to open back up, but instead the trip had shown me a trauma that felt too heavy to be healed!

So imagine my relief when l realised that somehow, something HAD been healed on the 2026 trip.

In particular the cave by the White Spring, and the energies of the Green Man, seems to help the process of the inner marriage. I spent hours in the cave during this trip, sitting in prayer and reverence for the forces of nature and elven-guides who just want us to thrive and find our best path.

Glastonbury always highlights what we need to focus on in our spiritual journey. Often it brings out what is unconcious in us, shadow or light! There is a reason it is known as the isle of glass! As the heart chakra of Earth, it will make us look deeply at ourselves, but it will also help us heal, if we are ready.

Thank you, Glastonbury. And l will hopefully see you again!

~ Mette Holland

07/03/2026

Sirius energierne strømmer ekstra her i starten af juli, hvor stjernen er tæt på Jorden. Det fortsætter frem til Lion Gate portalen.

Sirius hjælper os med at ankre/grounde lys og sjæl på Jorden og i den fysiske krop. De forstår at det fysiske er helligt og en guddommelig gave, der skal gennemtrænges med lys, sjæl og kærlighed; himlen bringes til Jorden.

Sirius energien hjælper os ind i rette indre balance (maskulin/feminin) og rette frekvens så sjæl og krop kan arbejde sammen på bedst mulig vis. Formålet er udvikling af kristusbevidsthed, som er en dyb GROUNDET og nærværende tilstand.

Martinus fortalte, at vi alle på et tidspunkt når dertil i vores udvikling, og så ser vi livet med kærlighedens øjne. Guds plan vil afsløre sig, hvorend vi retter vores bevidsthed hen, og vores aura vil blive rund som en sol, og stråle ubetinget på alt og alle.

❤️🧡💛💚💙💜

De næste tre gange i Camelot gruppen, kommer vi til at fokusere på Sirius, løft i frekvens og aktivering af vores oprindelige guddommelige design.

11 august: Lion Gate portalen på Sirius. Sananda, Lady Sirius, Serapis Bey og Ashtar. Løft i frekvens, ankring af stjerne-HJEM-energi. Aktivering af sjælsformål.

1 september: Lemurien og Agartha. Sanat Kumara, Lady Gaia og Adama. Align til kildens rene, hvide lys og 'the emerald-green light of the Divine Motherland'.

22 september: Det oprindelige Avalon og Camelot. Sananda, Arthur Christ og Sanat Kumara. Aktivering af den indre gral og kristusbevidsthed.

Skriv til mig, hvis du ønsker at deltage. Det koster 444 kr for de tre gange. Afholdes live kl 18-19 på de pågældende dage, og kan tages på replay i en måned efterfølgende.

Kh Mette

Billede Gunnison Black Canyon, Colorado

06/29/2026

Gunnison Black Canyon

I 2020 var jeg til healing hos Betina, en clairvoyant healer. Jeg husker ikke konteksten, men lidt uventet får hun et 'syn' af, at min mand og jeg ville stå ved en Canyon i USA, hvor en healing ville ske for os begge.

Hendes syn overraskede mig, for på det tidspunkt vidste vi ikke, at vi ville flytte til USA. 'Det er nok Grand Canyon' bemærkede jeg, men healeren sagde, at det var det ikke. Hun kendte ikke stedet, men kunne skimte et 'i' i navnet.

I 2022 flyttede vi til USA, og som jeg før har skrevet om, har det både været virkelig godt for os som familie, samtidig med at det har taget lang tid for især mig at finde ordentlig fodfæste.

Det har været en underlig kombination af at mærke, at her hører vi hjemme; at mærke selve landet byde mig velkommen (mere end Danmark nogensinde har gjort), og så frustration over, at jeg ikke rigtig kunne få åbnet op eller ankret min sjælsenergi ordentligt i kroppen. Det gav en grundlæggende utryghed og sårbarhed, som jeg ellers syntes jeg burde være vokset fra.

Der gik hurtigt et indianer-tema igang, efter flytningen, samt et liv omkring the Civil War i USA, samtidig med at jeg stadig manglede at få 'afsluttet' min gralsquest i Europa. Så det har været et miskmask af liv, der hev i min energi - meget der skulle forstås, forløses, integreres, hentes hjem og slippes.

Så jeg forstår godt nu, hvis det har føltes overvældende. Vi var jo også en familie, der sammen skulle finde ud af at fungere i et nyt samfund, klima, natur og kultur, som er ret anderledes end det danske.

Selvom jeg har følt mig lukket ned, har der alligevel været små opgaver, især når vi rejste rundt. Så helt færdig med det spirituelle var jeg heldigvis ikke, selvom det indimellem har føltes sådan.

På rejsen til Glastonbury i april i år følte jeg at gralsquesten ifht de europæiske liv blev afsluttet. Og kort efter hjemkomst til Colorado slog indianer-temaet til igen, med fornyet kraft. Det var livet omkring Chief Niwot (en Arapahoe høvding fra Colorado) jeg skulle have ordentlig forløst.

Men jeg havde også en mistanke om, at der var mindst ét indianer liv mere, der stadig drillede.

I 2023 tog vi nemlig på en større roadtrip til Arizona og Utah. Vi skulle se Sedona, Grand Canyon, Zion og Bryce. Det blev en 'roadtrip from hell' - alle skændtes, især den yngste var skrupumulig og rasende over, at vi tog ham med på sådan en lortetur! Min mand blev syg men pga udfordrende vejr var han tvunget til at køre bilen alligevel. Normalt er springbreak et godt tidspunkt at se det sydvestlige USA, men lige i 2023 var en hård og langtrukken vinter.

Sedona var smuk, som forventet, men jeg mærkede ikke den store tiltrækning eller tilknytning til området. Grand Canyon var lukket pga snestorm, den dag vi skulle derind. Vi måtte køre videre uden at se den! Zion var indhyllet i tæt tåge, på nær et par timer den ene eftermiddag, hvor vi heldigvis fik taget billeder. Der var minus 30 grader i Bryce, så det blev kun til et kort kig, ingen hikes eller mulighed for at meditere og mærke ind. Jeg var eddikesur nærmest hele turen. Stadig tragikomisk at se tilbage på.

Undervejs dukkede detaljer op fra et voldsomt indianer liv, hvor vi måtte flygte med en lille gruppe. Blot én forkert beslutning kunne vise sig fatal. Ansvaret for at finde vej lå på mine skuldre, via seer evner, men disse fungerede bare ikke i den pressede situation.

Min yngste søn havde et mareridt undervejs på vores roadtrip i 2023 - han vågnede og fortalte mig, at Ben (min mand) var faldet ud over en klippe, og hans ene storebror var blevet angrebet af et vildt dyr, da vi forsøgte at gemme os i en hule. Den anden storebror var også med i drømmen, men gik hele tiden i forvejen for at scoute, så han havde ikke været der til at beskytte os. I sidste ende mente min yngste søn, at kun ham og jeg var 'nået frem' i sikkerhed. Anyways, virkelig voldsom drøm!

Tilbage til nutiden. I år tog vi en kortere roadtrip rundt i bjergene i syd- og centralcolorado. Steder vi ikke har set før. Især Gunnison Black Canyon har jeg ønsket at se i et stykke tid. Vi prøvede at arrangere en tur sidste år, men parken blev lukket pga wildfire.

Vores roadtrip gik fint denne gang, dog kom der halvandet døgn, med flashback tilbage til 2023 turen.

Jeg var på den ene side vild med Black Canyon, og på den anden side skuffet og ked over ikke at kunne få kontakt derinde. Noget føltes nedlukket. Selvom denne Canyon må have været et helligt sted for indianerne. Min yngste søn begyndte at repetere sin opførsel fra 2023, medens vi var der, så det hjalp heller ikke på humøret.

Ute stammen holdt til i dette område, indtil de tilsidst måtte immigrere til Utah (opkaldt efter Ute), efter de hvides indtog. Det er endnu en historie om en indianer høvding (Chief Ouray) der forstod, at hvis de ikke samarbejdede, så blev de udryddet. Alligevel blev det vældig dramatisk, også for denne Colorado stamme.

Tre gange på halvandet døgn vendte min mand og jeg tilbage til Black Canyon. Jeg nægtede at acceptere, at der ikke var 'flow' - han var pænt træt af mig til sidst.

Der var et naturaftryk af et indianer-hoved på en af klippevæggene. Så her fokuserede jeg en del af energien. Mit yndlingssted var dog the painted wall, hvor man kan se aftegninger af bl.a. drager (den kinesiske aflange type).

Den sidste aften føltes det endelig til at 'noget' gav efter. Der kom et vindpust og så blev der helt stille og fredfyldt, kun fuglesang i baggrunden. Min krop fandt endelig lidt ro igen, og min mand virkede også mere afslappet.

Jeg kan ikke være sige med sikkerhed, at det var denne Canyon, healeren 'så' os stå ved, men jeg tror det. Noget skulle slippes, og måske var der også bundne sjæle, der skulle sættes fri, for at Black Canyon kunne åbne sin energi igen.

Nu må vi se hvordan det hele lander i os her efterfølgende.

Kh Mette

06/09/2026

Til minde om Chief Niwot (Left Hand)

(Langt skriv)

Jeg har skrevet om denne Arapahoe høvding før - som er en legende i Colorado, og især i Boulder county.

Jeg hørte om ham - og den frygtelige massakre ved Sand Creek i 1864 - da vi flyttede hertil for 4 år siden. Historien berørte mig, men jeg valgte ikke at dykke for dybt i det kollektive traume. I håbet om at det ikke havde noget med mig at gøre.

Det var først i oktober 2025, da min veninde Pernille var på besøg, og vi tunede ind på Niwots stamme oppe ved de røde klipper i Boulder, at det dæmrede for mig, at min sjæl var inkarneret som del af Arapahoe høvdingens stamme.

Det var et chok, for det var absolut ikke en historisk begivenhed, jeg gad være del af. Jeg mærkede en ung pige, der havde faderlig omsorg fra Niwot. Det forskrækkede mig at mærke så personlig en relation til ham.

Det var her ved de røde klipper, at Niwot havde mødtes med de første settlere i Boulder i 1858, kort før der blev fundet guld i området.

Både Pernille og jeg mærkede desuden, hvor fin en sjæl Niwot var. Han 'fortalte' os, at han havde forudset begivenhedernes gang, og at alt og alle var tilgivet på forhånd. Vi fik følelsen af et kristus-væsen, når vi mærkede denne høvding.

Chief Niwot (1823-1864) lærte allerede som dreng flydende engelsk. Hans storesøster MaHom blev nemlig gift med en af de tidlige hvide 'mountainmen', der flyttede ind sammen med deres stamme. Der er stadig efterkommere efter denne søster.

Niwot kunne også tale Cheyenne og andre Native sprog, og blev kendt for at være diplomat, oversætter og fortaler for fredfyldt integration mellem de hvide og indianerne i Colorado.

Selv da guldgraverne væltede ind fra 1858 og der opstod utallige vanskelige situationer, nye sygdomme, sult, bisonens flugt fra prærien, og diverse konflikter, stod Niwot fast på, at fred var eneste vej frem.

Et 'syn' havde vist ham, at en flodbølge ville efterlade kun de hvide i Boulder Valley.

Som en klog høvding forsøgte han at navigere det nye terræn. Han tog bl.a. med karavane østover for at lære om nye måder, der kunne sikre hans folks overlevelse. På vejen tilbage slog han sig sammen med Marshall Cook (Colorado pioneer), og de to havde mange gode og dokumenterede samtaler over lejrbålet på den lange tur over prærien.

Bla fortalte Cook om en situation, hvor karavanen stødte på en flok bisoner, og hvordan Niwot sprang ned fra sin vogn og piftede efter sin jagt-pony, som straks løb hen til ham. Herefter nedlagde han og ponien i ekspert-samarbejde en bison, som gruppen fik til aftensmad.

(Den symbiose, der er beskrevet mellem ponien og Niwot, gjorde indtryk på mig - som tidligere hestepige...).

Efter at have nedlagt bisonen blev karavanen passet op af Red Cloud og hans Sioux krigere. Nu måtte Niwot ride ud og undskylde, at han havde jagtet på deres område... og ja, det var Høvding Red Cloud, som senere kæmpede side om side med Sitting Bull og Crazy Horse. Men det er en anden historie...

Selvom Niwot ønskede fred mellem indianere og hvide, var han en dygtig kriger. Og hans stamme gik ikke i vejen for at stjæle ponier fra og gå i kamp imod Ute-stammen, som de anså som fjender.

Indimellem måtte han tage et opgør med sine unge krigere, når de mistede tålmodigheden med de hvide. Det var bestemt ikke let for ham at få alle med på freds-kursen, men han vidste, at det var deres bedste chance for at overleve og adaptere, på sigt.

Generelt flyttede han sin stamme rundt, over prærien, i og langs foden af bjergene. De handlede gerne med de hvide, og Niwot byttede sig på et tidspunkt til noget medicin fra de hvide, da hans kone var meget syg, og stammens medicinmand ikke kunne helbrede hende.

Niwot opsøgte også redaktøren på Denver's avis, samt sprang op på scenen på Denvers teater og holdt en tale, for at sikre sig, at offentligheden vidste, at hans stamme stod for fred og venskab - i en tid med eskalerende konflikter blandt de hvide tilflyttere og de lokale stammer.

Denver og omegn var the wild west på det tidspunkt. Med gambling, daglige mord, dueller, røveri og voldtægter. Og en tiltagende frygt for de indianergrupper, der angreb hvide tilflyttere.

Niwot agerede ofte som mægler, og betalte bl.a. med sine egne ponier for at få frigivet en hvid pige, der var blevet fanget af en anden stamme.

Trods hans indsats, ender historien selvfølgelig ikke godt.

Selvom der var gode kræfter på begge sider, der arbejdede for fred og integration, var der også stor modstand fra nogle af dem, der sad på magten.

I sidste ende blev de lokale arapahoe og cheyenne stammer bedt om at flytte til sydcolorado. Chief Niwot, Chief Black Kettle, Little Raven, White Antelope, og andre høvdinger, var fast besluttet på at samarbejde, indtil en god fredsordning kom i hus. Så de flyttede, som de blev bedt om.

Nu burde alt være i orden.

Istedet blev de kort tid efter angrebet af en selvbestaltet militia af soldater fra Denver, hvoraf mange efterfølgende fortrød deres handling.

Det skete d 29 november 1864, en tidlig morgen i Sand Creek lejren. Det lykkedes nogle at komme væk, men mange blev slagtet. Lejren bestod primært af kvinder og børn.

Chief Niwot, hans kone og datter blev skudt. Niwots søster og niecer nåede dog i sikkerhed.

Chief White Antelope stillede sig med armene over kors og sagde: 'Ingen lever længe, kun Jorden og bjergene.'

Ligeledes Niwot stillede sig frem, og nægtede at yde modstand mod det dybt uretfærdige angreb på lejren.

De som overlevede massakren, flyttede enten til reservater i Oklahoma, eller Wyoming. Mange af de unge krigere slog sig til Sioux og Lakota stammerne, og valgte kamp fremfor fred.

Der findes ingen fotografier af Chief Niwot. Men han blev beskrevet som høj, muskuløs, intelligent, og med løsthængende, langt hår. En hvid settler-kvinde beskrev ham som 'the finest looking Indian ever seen.' (Bog: Chief Left Hand).

De billeder som findes på nettet af en 'Chief Niwot' viser sig at være af en af hans unge arapahoe krigere, som flere år senere tog samme navn, til ære for den oprindelige Chief.

Hele denne historie har jeg været energetisk inde i den sidste måned. Det startede med en intens drøm, hvor jeg oplevede mig som ung indianer-pige blive skudt. I drømmen fortæller min sjæl, at det var del af et energetisk skifte, der skulle ske på det tidspunkt.

Min sjæl fortæller i drømmen, at det IKKE kunne forhindres - at selv hvis vi havde haft en tidsmaskine, og forsøgt at gøre noget anerledes, ville resultatet have været det samme. Budskabet var ACCEPT og tilgivelse.

Alligevel fulgte 4 dage med migræne og kroppen/nervesystemet, der rystede ovenpå drømmen. En uges tid senere kom min mor og niece på besøg fra Danmark, og straks blev jeg trukket ind i en større forløsning af Chief Niwot livet. Det tyngede og pressede så meget, at jeg knap kunne slæbe mig rundt. Udover knusende træthed, får jeg kvalme, hovedpine og en følelse af at bære 100 ekstra kg i mit energifelt.

Det er min erfaring, at jeg får det på den måde, når min sjæl har travlt på et andet plan. Typisk kommer det før en gralsrejse, men det kan også ramme i andre perioder, hvor 'noget' er igang. Min sjæl tænker tilsyneladende ikke over, at det er mit menneske som 'betaler prisen'. Jeg har forsøgt at bede min sjæl tage hensyn, men det hjælper hverken fra eller til. At samarbejde med processen er min bedste strategi - gå ind i det, jeg fornemmer, og bede om forløsning og lys.

Det er først nu, jeg forstår sammenhængen til min drøm om pigen, der blev skudt. Det må have været dét liv. Det hele vejede energetisk i ugevis - og jeg ved ikke præcis, hvad der blev forløst, men jeg fik bedt mange bønner for Niwots folk og alle, der var involveret i Colorado-begivenhederne på den tid, på 'godt og skidt'.

Det føltes som gift, der skulle trækkes ud af et sår, både ifht landet selv og sjæle, der stadig sad fast.

Niwot profeterede i 1858, at hvis man bosatte sig i Boulder Valley, ville man blive hængende. Det kaldes stadig 'the Niwot Curse', men er selvfølgelig ikke en 'curse', blot en forudsigelse.

Jeg møder ofte mennesker, som jeg føler har en tidligere tilknytning til området - det virker til at mange sjæle vælger at vende tilbage, af den ene eller anden årsag.

Chief Niwot's ånd stod heldigvis som en rolig hjælp i min proces, ligesom han dengang må have været den rolige, stabilisende faktor for sit folk.

Tak, Chief Niwot. Vi er imponeret over din kapacitet, og rolige visdom, selv nu - 160 år senere.

Jeg håber meget, opgaven nu er ført til ende, og at Niwot kan vende hjem til 'The Great Spirit'.

Kh Mette