23/01/2026
Det er jo en del som ikke kjenner til "Maria Baro", og det må vi gjøre noe med. Lloyd Rehnlund laget denne tegningen, som vi brukte på Bomstadkvenene-Musikkspill, utfra fantasien fra historier og utseende til nålevende damer, som er etterkommere.😀
For de vil som støtte prosjektet med Maria Baro-statuen i Elveparken i Nordkjosbotn, kan bruke Vipps 39254.
Historier er hentet fra Balsfjord bygdebok fra 1924.
MARIA BARO.
(Af A. K.)
For omtrent 50 aar siden boede paa gaarden Bomstad i Nordkjos en enke ved navn Maria med tilnavn Baro. Hun havde 2 kjør, af hvike den ene hed Bondslok - den sværeste ko, jeg har seet. Den anden hed Madaringa.
Mange, som ikke kjendte stort til Maria Baro, troede, at hun var galen (tullet), og kaldte hende Gale-Maria; men hun var aldeles ikke gal; dertil havde hun altfor meget forstand.
Hun gik almindelig klædt i en rensdyrskofte, som var baade "musket" og "tusket", og havde heftet adskillige filler til den om halsen. Udenpaa kuften havde hun undertiden et skjørt af noksaa godt stof - for gamle Baro var meget "handt" (flink) til at spinde og væve. I denne dragt kom hun ofte ind i naboernes stuer, hilste og sagde: Idag er eg fin (ә: lap) ovantil og frøken neantil. Ofte fortalte hun, at hun nedstammede fra en kong Gregorius; men ingen kjende denne konge. Hun saa adskillig svær ud, da hun altid pleiede at have i barmen to svære sjøvotter, fuldpakket af adskillige sager, en paa hver side af brystet. Votternes indhold fik ingen se undtagen, naar gamle Baro var i godt lune. Det var da ikke andet end gammel knusk, ildstaal og flint, gammel sop og forskjellig jernskrap. Min mor spurgte hende engang, hvorfor hun bar knusk, ildstaal og flint med sig. "Har du ikke hørt", svarte Baro, "at naar man gaar i mørke og hører skrømt, saa bare man slaar ild i knusken og kaster bagover sig, og er man fri?"
Af alle de historier hun fortale, kan jeg især huske en godt, og den lød omtrent saa: "Engang jeg var oppe ved Bakkeringen (oppe ved Nordkjoselven) for at plukke bær kom en buk fra sydsiden og en fra nordsiden, der hvor jeg ogsaa holdt til. De gik begge til elvebredden lige mod hinanden. Den sidste spurgte: "Ska vi lægge uti?". Den første svarede: "Ja, jeg tror gjerne det", og ud i elven bar det. De mødtes midt i elven paa en stor, flad sten og begynte de at slaass paa liv og død. Straks efter kom en bjørn labbende fra nordsiden, og den svømmede ogsaa ud til stenen i tanken om at faa sig en god bid. Nu blev bukkene ikke længer fiender, men venner. De gav begge bjørnen et dyktig tryk, saa den dumpede af stenen og i vandet igjen, og den havde mer vid end begge bukkene, saa den svømmede tilbage til landet. Straks efter kom ogsaa begge bukkene tillands og hen til mig, der endnu holdt paa at plukke bær. Jeg sagde da til den ene, der havde et svært rag: "Den der klipper dig, faar et fagna par lugga"; men bukken svarede hastig: "Den der slagter mig, faar ei fagna tugga". Naar man ikke vilde tro dette, blev Maria-Baro aldeles "lynegal" og kaldte dem nogle tosker.
Baro havde en bror, som var en dygtig bjørnejæger. Ud paa høsten skjød han en bjørn. Da han flaaede og aabnede den, var 4 ribben af paa den. Da lo Baro og paastod, at det var den samme bjørn, som havde slaaes med bukkene.
Hvor svær gamle Baro end saa ud, saa var det de merkelige ved hende, at smaa børn aldrig var ræd hende; men naar de saa hende i øinene, saa smilte og lo de. Hun var vel lidt uvorren i sine ord, naar hun var sint; men bandte gjorde hun aldrig. Maria Baro var ogsaa en tid en god sømand. En høst kjøbte hun en gammel slagthest hos gamle Gjæver i Tromsø. Hesten var stor og fed, hun betalte den med en vog smør og lagde den saa i bagskotten af sin baad, en liten otring. Folket lo til hende, da hun lagde alt i agterskotten; men hun styrede godt ind gjennem hele Balsfjorden, hvor folk undrede paa, om det ikke var et spøgelse, da baaden næsten bare stod paa agterenden. Da folket hjemme spurte hende, hvorfor hun lagde alt i bagskotten, svarede hun: Ved I ikke, at baaden taaler mest vind, naar den er dyktig atlasta?"
Da min far engang var kommen fra byen, kom hun til ham og bad om brændevin. Da han ikke var nogen elsker av drik (ә: rusdrik), havde han kun lidet med sig hjem; men han maatte dog give hende et par drammer for at blive hende kvit. Baro gik da hjem og kom straks efter tilbage med en smørdall og vilde have to drammer til for den. Da han paa ingen maade vilde beholde dallen, blev hun vred og lovede at slaa til ham med staven. Han maatte modtage dallen og give hende to drammer til. Gamle-Baro blev da drukken, og søvnen overmandede hende. Da tog min fader dallen og bar den hjem til hendes søn, der var eiermanden. Naar hun vaagnede op af søvnen, gik hun hjem og saa da, at dallen var der igjen. Nu blev hun vred og kom tilbage, skjændte og kaldte ham, og det stod da høit paa spil, at min far skulde faa juling. Naar gamle-Baro var sint, gik hun altid fort med begge hænder paa sin lange stav; men naar hun var blid, gikk hun sagte og kom med den ene haand paa staven.
Hendes søn havde en tjenestepige fra Finland. En dag skulde denne kjerne; men mens hun var ude, stjal Baro kjernen. Tjenestepigen var meget slu. Hun lod, som merkte hun intet, til det led ud paa dagen, og Baro var i godt lune. Da sagde hun til hende: "Nei, du mor, kjernen er stjaalen, og der er ingen anden end du, som kan bringe tyven tilbage med den". "Ja, eg faar prøve", sagde Baro, gik ud og kom om en stund tilbage med kjernen.
Blandt sine udyder havde Baro ogsaa sine gode sider. En vaar, da marken var saa bar, at kreaturene kunde finde sin føde, kom sneen meget ubeleilig og lagde sig en fod tyk paa marken. En fattig mand i nabolaget var da fri for hø. Det vidste Gamle-Baro og vilde fri ham fra nøden. Hun tog saa meget hø, hun kunde afstaa, lagde det paa slæden, spendte hesten for, tog sig en forsvarlig svøbe i haanden og kjørte afgaarde hentil naboerne for at faa dem til ogsaa at give noget. Hvor de ikke vilde give noget med det gode, truede hun dem med svøben, saa de turde ikke andet end give lidt. En lap Porvo, fik to dygtige slag af svøben, før han adlød. Derefter kjørte hun til den trængende nabo, der blev glad og takket for hjælpen. Den første nød var avhjulpen.
Engang kom hun fra Tromsø juleaften og havde da brændevin med sig. Hos hende var dengang som sedvanlig 4 kvæner, der for det meste drev paa vedhogning omkring i bygden. Nu praiede de brændevin udaf hende saa meget, at de blev "fulde" (drukne), og vilde ha mer; men Baro sagde stop. Saa begyndte de at krangle med hende; men hun tog og holdt styr paa dem og truede med, at de "sku faa pryl", hvis de ikke var rolige. Da de ikke fik lov at krangle, tog den ene kvæn en øks og vilde hogge i stykker boddøren for at faa mere brændevin. De andre kvæner opirrede ham og sagde, at han gjerne kunde gjøre det; thi der var ikke mer end passende. Vi var 3 smaagutter i gaarden. Da vi hørte de stygge ord og banden, blev vi rædde og kløv op paa taget; thi vi torde ikke være nede. Den kjæmpemæssigste af kvænerne var Isak Langi. Ham var det, som tog øksen og vilde hugge boddøren istykker; men Baro begyndte kampen. Hun rev øksen fra ham og gav ham to dygtige ørefigen, saa han dat som en stok paa sneen. En anden kvæn kom til og skulde formodentlig hjælpe sin kammerat; men Baro gav ham et bedre slag end den første, saa han stumpede straks. Dermed var kampen endt; thi de andre to kvæner turde ikke vove sig i kastelag med Baro.
