13/03/2026
"Feminister på gaden for et frit Palæstina" blev der råbet i Odenses gader den 8. marts.
Sarah El-Khatib taler den 8. marts på "Palæstinas Plads"🍉
"I dag står vi her – kvinder, mænd, unge, gamle – fordi den 8. marts ikke bare er en dato i kalenderen.
Det er et løfte.
Et løfte om, at vi aldrig vil glemme de kvinder, der kæmpede før os.
Og et løfte om, at vi aldrig vil stoppe med at kæmpe for dem, der kommer efter os.
Mens vi står her – side om side, under åben himmel, i sikkerhed – er der kvinder derude, der ikke kan stå på en scene i dag. Kvinder, der ikke har en mikrofon. Kvinder, der ikke har en stemme, fordi verden har besluttet, at deres stemme ikke tæller.
Millioner af kvinder verden over bærer på smerter, de aldrig selv har valgt. Smerter pålagt dem af krig, af undertrykkelse, af systemer, der taler om rettigheder – men kun for nogle.
Jeg står her i dag som datter. Som søster. Og som mor.
Tre roller. Tre ord, der lyder så enkle. Men enhver kvinde, der bærer dem – eller bare én af dem – ved, at de er alt andet end enkle.
Som datter bærer du dine forældres drømme og forventninger – og nogle gange deres smerter.
Som søster bærer du ansvaret for at holde sammen, mægle, altid være der.
Og som mor bærer du en kærlighed så stor, at den kan knuse dig.
Jeg er palæstinenser.
Og når jeg siger det ord, bærer det en vægt, som kun dem der selv har mærket det, fuldt ud kan forstå. Men i dag vil jeg dele et glimt af den virkelighed.
Lige nu, mens vi står her, sidder der en mor i Gaza mellem ruinerne af det, der engang var hendes hjem. Hendes børn er væk. Ikke fordi de rejste. Ikke fordi de voksede op og flyttede hjemmefra.
Men fordi de blev taget fra hende.
Af bomber.
Af folkemord.
Af en verden, der kiggede den anden vej.
Men hun er ikke alene.
Krig ser forskellig ud på kortet – men den rammer kvinder på de samme måder.
Tænk på de jordemødre, der bragte børn til verden i mørke – uden strøm, uden udstyr, uden sikkerhed – fordi livet insisterer på at begynde, selv når alt andet ender.
Tænk på de unge piger, der skrev dagbog mellem bombeangrebene, fordi de ville have, at verden skulle vide, at de var her. At de levede. At de elskede. At de drømte.
Disse kvinder modtager ingen priser. Ingen klapper af dem på internationale konferencer.
Men de er nogle af de stærkeste mennesker, jeg kender til.
Og her må vi tale om det, som mange helst vil tie om.
Vi lever i en verden, hvor magtfulde mennesker prædiker om demokrati, menneskerettigheder og kvinders værdighed – og så bag lukkede døre gør det modsatte.
Epstein-sagen viste os det med brutal klarhed.
Ikke bare én mands forbrydelser, men et helt netværk. Magtfulde mennesker, der lukkede øjnene, vendte ryggen til – eller aktivt deltog i misbruget af unge piger og kvinder.
Piger, der blev lokket med løfter om uddannelse og en bedre fremtid.
I stedet blev de udnyttet og svigtet af netop de mennesker, der i offentligheden stod på podier og talte om kvinders rettigheder.
Og det samme hykleri ser vi igen og igen i international politik.
Når verdensledere holder taler om frihed og værdighed ved FN’s talerstol – men tier, når kvinder mister deres hjem i Gaza.
Når kvinder flygter fra krig i Sudan.
Når piger nægtes retten til skolegang i Afghanistan.
Når alliancer vejer tungere end menneskeliv.
Kvinderettigheder er ikke et brand.
Det er ikke et slogan på et podium.
Det er ikke noget, man kan tage på som en dragt til et topmøde og hænge i skabet, når kameraerne slukker.
De gælder ikke kun kvinder i de rigtige lande, med de rigtige pas, den rigtige hudfarve.
De gælder alle kvinder. Overalt.
Denne kamp er ikke kun for palæstinensiske kvinder.
Den er for kvinden i Sudan, der flygter med sine børn på ryggen.
For kvinden i Afghanistan, der ikke længere må gå i skole.
For kvinden i Iran, der risikerer sit liv for retten til frihed.
For kvinden i Grønland, der kæmper for retten til sit land.
Og den er for kvinden her i Danmark.
For hende, der lever med vold bag en lukket dør.
For hende, der ikke bliver troet på.
For hende, der føler sig usynlig.
For uanset hvor vi kommer fra – uanset sprog, kultur eller tro – så er en kvindes smerte en kvindes smerte.
Og en kvindes styrke er en kvindes styrke.
Vi er forbundet. På tværs af grænser, som vi aldrig selv har tegnet.
Så hvad gør vi?
Vi tier ikke.
Når en kvinde taler, lytter vi.
Når en pige siger, at noget er galt, tror vi hende.
Når en kvinde bliver uretfærdigt behandlet, står vi ved hendes side.
Vi kræver ansvarlighed – fra politikere, fra erhvervsledere, fra dem i magtens korridorer.
Ingen titel.
Ingen formue.
Ingen position.
Bør være et skjold mod retfærdighed.
Vi lærer vores sønner, at styrke aldrig måles i dominans.
Og vi lærer vores døtre, at deres værd aldrig er til forhandling.
Vi nægter at acceptere en verden, hvor nogle kvinders tårer tæller mere end andres.
Denne dag handler ikke om blomster og fine ord.
Den handler om at se jer.
Den unge kvinde, der kæmper med et traume i stilhed.
Den mor, der bærer mere end nogen ved.
Den bedstemor, der aldrig fortalte sin historie, fordi ingen spurgte.
Den pige, der tegner blomster i støvet, fordi håbet nægter at dø.
Denne kamp stopper ikke i dag.
Den stopper ikke, når vi går hjem herfra.
Den stopper ikke, før hver eneste kvinde – uanset hvor i verden hun er født – kan leve sit liv i frihed og værdighed.
For vi ved, at forandring aldrig begynder i magtens korridorer.
Den begynder her.
Mellem mennesker.
Mellem stemmer, der nægter at tie.
Så lad os gå herfra med hinanden.
Med modet til at sige fra.
Med styrken til at stå sammen.
Og med løftet om aldrig at vende blikket væk, når andre kvinder kæmper.
Vi bærer dem med os.
Dem der kom før os.
Dem der kæmper nu.
Og dem der endnu ikke er blevet født.
Den unge kvinde, der kæmper med et traume i stilhed.
Den mor, der bærer mere end nogen ved.
Den bedstemor, der aldrig fortalte sin historie, fordi ingen spurgte.
Den pige, der tegner blomster i støvet, fordi håbet nægter at dø.
Denne kamp stopper ikke i dag.
Den stopper ikke, når vi går hjem herfra.
Den stopper ikke, før hver eneste kvinde – uanset hvor i verden hun er født – kan leve sit liv i frihed og værdighed.
For vi ved, at forandring aldrig begynder i magtens korridorer.
Den begynder her.
Mellem mennesker.
Mellem stemmer, der nægter at tie.
Så lad os gå herfra med hinanden.
Med modet til at sige fra.
Med styrken til at stå sammen.
Og med løftet om aldrig at vende blikket væk, når andre kvinder kæmper.
Vi bærer dem med os.
Dem der kom før os.
Dem der kæmper nu.
Og dem der endnu ikke er blevet født"
