24/08/2026
Hov vægter!
Der er nu kun en uge (godt og vel) tilbage af vægtersæsonen.
H. C. Andersen Festivals har fyldt bymidten med blomster, optog, lysshow og fyrværkeri i de sidste par uger, men nu falder der igen ro over nætterne, og vægterens lygte er atter det klareste lys i det for hver nat tiltagende mørke.
Datoen, I alle skal rydde kalenderen for, er fredag d. 28. august.
Den sidste fredag i august er altid vores formelle afslutning på vægtersæsonen. Denne aften går alle vægtere turen sammen, og når klokken slår ti om aftenen, træder vi ind i Vor Frue Kirke til en smuk og fornem andagt. Vi synger flere salmer sammen med akkompagnement fra kirkens organist og korsangere, og I kommer til at høre alle ti timevers af vægtersalmen.
Når andagten er ovre, træder vi ind i den tilstødende gamle Latinskole-bygning, hvor Vor Frues menighed giver drikkevarer, mens vægterne underholder med sang og røverhistorier.
Vi håber selvfølgelig, at I også kommer med på alle de andre aftener, der stadig er tilbage i august, og det skal understreges, at vi også går vægtertur lørdag d. 29. og mandag d. 31. august.
Sæsonens sidste vagter fordeler sig således:
Mandag d. 24. august - vægter Pedersen
Tirsdag d. 25. august - vægter Pedersen
Onsdag d. 26. august - vægter Pedersen, med andagt i Vor Frue Kirke kl 22
Torsdag d. 27. august - vægter Burke
Fredag d. 28. august - alle vægterne, med andagt i Vor Frue Kirke kl 22 og efterfølgende Nachspiel i Latinskolen
Lørdag d. 29. august - vægter Burke
Mandag d. 31. august - vægter Burke
Alle ovenstående vægterture begynder kl 21 foran Den Gamle Kro. Turene er gratis, og alle er velkomne! Vi glæder os til at se jer!
⚜️
Fotos: Carsten Reenberg