04/04/2024
Tak for en forrygende start på poesifestivalen! Vi glæder os til at slå dørene op for mere poesi i morgen kl. 18.30, hvor du kan opleve flere oplæsninger og samtaler. Vi ses i morgen!
✨NATH KRAUSE MODTAGER POESIENS PRIS 2023 ✨! TILLYKKE NATH❤️!
Poesiens Pris 2023 er netop blevet uddelt for tredje gang af Politikens Boghal og Poesiens Hus, til en digtsamling der har udmærket sig ved sproglig ypperlighed og poetiske kvaliteter. Med prisen følger 10.000 kr.
Poesiens Pris 2023 går til Nath Krause, for digtsamlingen 'Logan i Aokigahara' (Forlaget Møllegades Boghandel 2023).
Prisjuryens begrundelse:
'Nath Krauses første digtsamling “Logan i Aokigahara” er et genrebrydende værk, som simultant er klassisk poetisk og nybrydende radikal i sit udtryk. Med sin inddragelse af billeder fra YouTube, håndskrevne noter og digte, der både beskriver den skinbarlige virkelighed for psykisk sårbare, men også trækker på elementer fra (anti-)fanfiction skaber Nath Krause et nyt narrativ for de selvskadende. Bogen er en modstandshandling mod kassetænkning. Lange sætninger bryder de etablerede linjebrud, og de finurlige palindromer, der er gemt, synes også at pege på, at læsning ikke behøver være ensrettet, men er en flagrende forhandling.
“Logan i Aokigahara” tildeles Poesiens Pris for sin sproglige originalitet, sin fascinerende fusion af moderne og klassisk digterkunst og sine modige udsigelsespositioner. '
Nath Krause om at skrive digtsamlingen:
"At skrive Logan i Aokigahara var lige dele besværligt og vidunderligt, som at sætte våde perler på en næsten usynlig tråd. Og selvom bogen kredser så meget om døden, føltes ingen sætning som et led i et testamente. Langt oftere var det, som om jeg kun lige havde lært at skrive. Langt oftere grinede jeg og glædede mig over at fylde siderne med liv."
Andre nominerede til Poesiens Pris 2023 prisen var Bjørn Rasmussen, Fiskesonnetter (Gyldendal), Silas Toft, Solen er en fod bred (Arena), Anna Rieder & Birgit Bundesen, Hjerte/Smerte (Gyldendal) -alle smukke digtsamlinger!
Poesiens Pris 2021 gik til Deniz Kiy: 'Blå øje(türkü)',(Gyldendal), og i 2022 til Gry Stokkendahl Dalgas for 'At transforme transkønnet vrede' (Amulet).
Poesiens Pris jury: Politikens Boghal: Jeppe Madsen, Ida Lykkegaard, Viktor Retoft - Poesiens Hus: Karen Siercke, Emilie Gundersen.
Foto: Gry Stokkendahl Dalgas