21/07/2025
Brødremenighedens Hotel er en fast del af Vinfestivalen og har igennem årene leveret dejlig mad og drikke til festivalens gæster 🥳👨🍳🍷
I år er teamet sat med en del nye ansigter, og det vil Hotellet gerne fortælle mere om her:
"Den daglige drift og gæsteoplevelsen på Brødremenighedens Hotel er resultatet af et stærkt samarbejde mellem dygtige og dedikerede medarbejdere i alle afdelinger. Hver enkelt spiller en vigtig rolle – fra housekeeping og reception til kokke, tjenere og pedel. Det engagement og den arbejdsglæde, der bliver lagt i arbejdet hver dag, er med til at skabe den stemning, vores gæster mærker, når de træder ind ad døren.
Mød de nye ansigter:
Linda – receptionschef
Den 1. juni bød vi velkommen til Linda, som har erfaring fra Hotel Harmonien og sidst 10 års erfaring fra Agerskov Kro. Hun har hurtigt sat sit præg på huset med sin smittende energi og sit store overblik. Linda har styr på alt fra værelser til selskabsbookinger, sociale medier og den daglige koordinering mellem afdelingerne.
“Linda glæder sig til at være med til at udvikle gæsteoplevelsen yderligere – og sikre, at både feriegæster, selskaber og lokale får en varm velkomst og en god oplevelse under hele opholdet, hver gang de besøger os,”
Francesco – køkkenchef
Også den 1. juni tiltrådte Francesco som ny køkkenchef. Francesco er oprindeligt fra Italien og har tidligere arbejdet på bl.a. Hotel Marselis i Aarhus. Med sig har han en passion for sydlandsk gastronomi, og sammen med køkkenholdet har han skabt et menukort fyldt med smag og kærlighed til råvarer.
“Francesco vil gerne arbejde mere med lokale og bæredygtige ingredienser, hvor det er muligt – og samtidig give gæsterne små smagsrejser med sydlige himmelstrøg”
Tobias – restaurantchef
Den 1. juli startede Tobias som ny restaurantchef. Han har solid erfaring fra både Krybily Kro, Benniksgaard Hotel, Slukefter Kro og Harmonien. Tobias har stor viden indenfor faget, og fokus på nærvær, værtskab og den gode helhedsoplevelse – og hans øje for detaljen og overskud smitter positivt af på hele restauranten.
“Tobias brænder for at skabe en restaurant, hvor gæsterne både føler sig forkælede og hjemme”
Günther – tovholder og direktør
Günther tiltrådte som hotellets nye tovholder den 1. juni – en titel han foretrækker frem for direktør. Med over 30 års erfaring fra bl.a. Benniksgaard Hotel og store events har han masser at byde på.
“Hans mål er at bringe den gamle ånd tilbage og gøre hotellet til et naturligt samlingspunkt for lokalområdet. Når sommersæsonen stilner af, kommer der spændende nye tiltag og arrangementer, som forhåbentlig vil samle både lokale og besøgende”
Hver enkelt medarbejder er med til at forme helheden
Selvom vi har budt velkommen til nye kræfter, er det den samlede indsats fra hele personalet, der gør forskellen i hverdagen. Det er samspillet mellem kolleger og afdelinger, der får hotellet til at fungere – og det er dét, vi hører vores gæster mærker og værdsætter.
Vi ser frem til at udvikle Brødremenighedens Hotel sammen med det hold, vi er stolte af – både nye og erfarne."
Er du nysgerrig på, hvad Hotellet har på menuen ved kommende Vinfestival, så se nærmere på programmet lige her: https://www.vinfestival-christiansfeld.dk/program