16/09/2019
ÅSEN FOLKEFEST 2020 - TILBAGE TIL RØDDERNE
Kære alle
Vi var nogen, der mødtes for et par uger siden for at tale om, om vi har lyst til at holde folkefest til næste år. Vi blev enige om, at det har vi. Så derfor vil vi prøve i fællesskab at stable en fest på benene den 23.-26. juli 2020.
Verden har imidlertid ændret sig, siden vi holdt folkefest sidst. Cirka halvdelen af dem, der før har været med i arrangørgruppen er nemlig på en eller anden måde involveret i at skulle have børn. Derfor talte vi om, at vi både har brug for nye kræfter i arrangørgruppen, og for at gøre nogle af de ting, der før har krævet meget arbejde mere simpelt.
Sidst vi arrangerede folkefest, ville vi være mere ambitiøse, kaldte vi det. Vi ville have højere niveau, og vi ville fundraise en masse, så vi kunne betale for det. Nu vil vi bare gerne holde en fest med hinanden på Åsen. En fest hvor vi bruger det, vi kan til sammen at skabe det magiske rum, som kun findes deroppe i den lille dal mellem grisefarmene i Himmelbrøndens skygge. Det var sådan folkefesten startede, og det er sådan den kan blive ved.
Så hvis DU også vil det, så kom til første stormøde den 7. oktober kl. 19.30. Og tag en ven med! Tal med dem, du kender, der har været med til folkefest og fortæl dem, at nu er det NU. Sig til dem, at vi alle bidrager i det omfang vi kan, så de skal ikke være bange for at komme til mødet og forlade det som fundraisingchef uden at vide, hvordan det gik til. Skriv dit og/eller deres navn som svar på det her opslag eller i en PB, og så vil vi tilføje jer til arrangørgruppegruppen.
KH Holdet