12/08/2025
Jamen, jamen, jamen.... hele fem koncerter forkæler vi jer med på fredag til Festlig Fredag. Det bliver et brag - og som altid er det 100% GRATIS koncerter! 🥰
OG - hold nu tungen lige i munden, for her kommer en beskrivelse af alle artisterne:
Kl. 16 spiller Kristine Hoelgaard og kortekorte, der går på scenen sammen og spiller hhv. solo og duo over hinandens sange. I sine sange undersøger Kristine forbundethed, kærlighed, tab og længsel, og hun har været nomineret til en Gaffa Pris hele tre gange. Kortekorte er Lasse Kortegaard Kristensen, som sætter spot på rejsen tilbage fra en svær depression, når han med sit dansksprogede indie-folk musik fortæller om op- og nedture; men oftest med håbet i horisonten.
Kl. 17.30 spiller Martin T. H. Andersen; en eksperimenterende musiker og sanger med rødder i folk, punk og eksperimenterende musik. Her udforsker han temaer som ensomhed, fremmedgjorthed og kærligheden til livet – nøgternt og uden den store sentimentalitet, men pakket ind i et inderligt og dybt personligt udtryk.
Kl. 19.00 spiller Rust Age, der byder på old-school heavyrock. Her får du alt, hvad der hører genren til af tunge guitar-riffs, fede grooves og iørefaldende omkvæd. Man fornemmer hurtigt, at der er tale om et band, hvor alt er skruet op på 11, og der er dømt klassisk rockstemning fra ende til anden. Bandet består af sanger og guitarist Anders Skinhøj Hansen, guitarist Peter Ørts, trommeslager Ole Agger, og bassist Stefan Agger.
Kl. 20.30 spiller Æblerov - måske husker I dem fra sidste år, hvor de spillede en fantastisk koncert. Æblerne er håndstjålet i 90'ernes Lo-Fi-rock og modnet i 00'ernes skurrende indie, hvor fængende melodier går hånd i hånd med pudsige, skæv indfald og en legende tilgang til musikken. Æblerov er en trio forankret i den aalborgensiske muld.
Kl. 22.00 hopper Franciska Empowered på scenen med original rockmusik med kant, power og masser af nærvær. Musikken er ørehængende, opløftende og medrivende, og har rødder i den melodiske rock fra 90’erne med både rå energi og store omkvæd. Frontkvinde Franciska Zea Wingreen er kendt for sin kraftfulde vokal, ærlige storytelling og evne til at skabe dyb forbindelse med publikum - og det brag glæder vi os til at opleve 🤩